Til alle spejdere i Ørnebjerg gruppe,
Så er det snart tid til at vi skal afsted på
gruppetur igen. Denne gang skal vi
afsted til en galakse lang langt væk og
hvis vi har held med at booke pladser til
os alle, så skal vi flyve med Millenium
Falcon derhen. Hvis vi ikke kan få plads
til os alle, så må vi klare os med
forældre transport til:
Katthuset, Gammel Kattrupvej 79, 8732 Hovedgård
Vi skal hjælpe med at bekæmpe ”The Dark Side”, så pak din rygsæk med en masse mod, så du kan hjælpe bedst muligt. Hvis du allerede er trænet i at kontrollere ”Kraften”, så er det lige præcist dig vi har brug for. Hvis du endnu ikke har haft held med at kontrollere ”Kraften”, så tag med alligevel, for vi forsøger at få en rigtig Jedi til at komme og træne os alle i at blive Jedi’s.
Dette er en tur som du bare ikke må gå glip ad, så skynd dig at blive tilmeldt lige her!
Praktisk info:
Vi mødes fredag d. 4/4 kl 17:00 og er klar til at blive hentet igen søndag d. 6/4 kl 10:30.
Prisen for deltagelse er 300 kr pr spejder for hele weekenden.
Forældre deltager gratis på turen
Pakkeliste:
INGEN MOBIL. De mobiler der finder vej til turen, bliver opbevaret af lederne indtil spejderne skal hjem igen. Vi finder at det ødelægger det sociale spejderne imellem, hvis der er nogle der har mobil med på lejr. Vi håber i vil bakke op om dette og snakke med jeres spejder inden lejren. Har spejderen brug for at ringe hjem kan spejderen låne en mobil fra en leder og har forældre brug for at kontakte deres spejder, så kontakt en leder for at få kontakt til jeres spejder,
Grej til overnatning i hytte på madras, så husk også et lagen + sovepose, bamse.
Tøj til en weekend med aktiviteter ude (tjek vejrudsigten)
Toilet grej, nattøj, hjemmesko, lommelygte, spejderuniform "med fyldte lommer" og tørklæde, bælte og kniv hvis man har (og har knivbevis)
Madpakke til fredag aften
evt et spil til at hygge med
En masse mod så man kan kæmpe mod ”The Dark Side”
Hvis der er nogle forældre der også er modige og gerne vil med på spejdertur, så er muligheden her. Man har både mulighed for at hjælpe til med aktiviteterne som spejderne skal lave (sammen med en leder), eller hjælpe til i køkkenet med at lave lækker mad til alle. Hvis man kun kan deltage i noget af turen er man også meget velkommen. Forældre der deltager på turen er selvfølgelige gratis med. Har man spørgsmål vedr deltagelse både for spejderne eller som forælder, så spørg endeligt jerres spejders leder eller kontakt Bertha. For at lejren forløber bedst, håber vi at der er nogle forældre der har lyst til at komme med på lejren. Generelt forløber det hele bedre når vi har lidt flere voksne med på en tur.
Info til forældre der ikke har været så længe i Ørnebjerg Gruppe.
To gange årligt plejer vi at tage af sted på gruppetur. Om efteråret er vi typisk afsted i november på juletur, hvor der hygges med juleklip, julebag, julemusik, juledekorationer, risengrød, spi mm. Spejderne har meget frie rammer på denne tur, og vælger selv hvilke aktiviteter de deltager i. Om foråret er vi også afsted på gruppetur. Denne tur forløber typisk over et tema som dækker hele weekenden. Vi har tidligere været afsted på gruppetur med tema som Indiana Jones, ”æg” (ifm påske), Franske riddere, anden verdenskrig og i år er temaet Star Wars.
Weekenden følger temaet så godt som muligt og spejderne er ofte gode til at leve sig ind i fantasirammen. Lørdag på gruppeturen i foråret blandes spejderne på tværs af grenene i patruljer, så de store og små skal arbejde sammen, om at løse forskellige opgaver i løbet af dagen. Vi oplever at de små spejder ser op til de større spejdere og fællesskabet i gruppen styrkes meget på denne weekend, hvor spejderne blandes på tværs af grenene.
Til frokost og aftensmad spiser spejderne sammen med deres egen gren, ligesom de sover med deres egne spejderkammerater. De små kommer først i seng og de ældste sidst, således at alle får sovet godt i løbet af weekenden. I kan dog stadig godt forvente at få nogle trætte børn hjem om søndagen, for der er ”gang i den” stort set hele tiden, når man er vågen på sådan en weekendtur, og ofte vågner de yngste tidligt og er klar på nye oplevelser.
Når vi er afsted så mange spejdere, så er det vigtigt at vi alle hjælpes ad med at få weekenden til at fungere. For eksempel forventer vi, at alle rydder op efter sig selv efter spisning og alle hjælper til med at gøre rent til sidst i hytten inden vi skal hjem. Sammen plejer vi at have nogle rigtig gode ture når vi er afsted. Hvis i har spørgsmål om denne tur eller ture generelt, så er i meget velkomne til at spørge en af lederne eller kontakte mig.
Vi er vandt til at trøste og håndtere hjemve, for det er ikke alle spejdere, der har været så meget afsted på tur med overnatning uden mor eller far. Skal spejderen have hjælp til medicin eller at komme op om natten på toilet eller andet, så forventer vi at få besked, så vi kan hjælpe bedst muligt, så jeres spejder kan få en rigtig god weekend.
Ud over de to gruppeture i efterår og forår, så er vi også afsted på sommerlejr, som normalt er årets højdepunkt. Her bruger vi alle de færdigheder vi har lært i løber at året. I år ligger sommerlejren i uge 32 (2-9 august) og indbydelsen kommer ud snarest.